Der foreligger ingen skøn over det aktuelle antal arbejder i EU, der er udsat for 1,2,3-trichlorpropan (1,2,3-TPC). Indånding anses for at være den primære eksponeringsvej, selvom arbejder også kan blive udsat via hudkontakt.
1,2,3-TPC er klassificeret som carcinogen i kategori 1B (i henhold til CLP-forordningen), hvilket betyder, at det på baggrund af dyreforsøg formodes at have carcinogene effekter hos mennesker.
Der foreligger ingen data om, hvorvidt 1,2,3-TCP forårsager kræft hos mennesker. Dyreforsøg viser, at langvarig eksponering for dette stof kan forårsage tumorer flere steder, f.eks. i mundhulen og i formaven.
Hvor risici opstår
1,2,3-TPC anvendes primært som monomer ved fremstilling af polymerer eller som mellemprodukt i produktionen af andre stoffer (Pesticider, 2,3-dichlorpropen, polysulfider og hexafluorpropylen). 1,2,3-TCP kan forekomme som en urenhed i nogle af disse kemikalier. 1,2,3-TCP produceres i betydelige mængder som et biprodukt under fremstillingen af Epiklorhydrin, når der tilsættes klor til allylchlorid. Denne proces finder sted i lukkede systemer.
Generelt synes eksponeringen på arbejdspladsen at være begrænset, da håndteringen foregår under strengt kontrollerede forhold. Den primære aktivitet, hvor eksponering er mulig, er i forbindelse med manuelle vedligeholdelses- eller rengøringsopgaver.
Mere om stoffet
I sin rene form er 1,2,3-TPC en farveløs til gul væske med begrænset opløselighed i vand, en stærk kloroformlignende lugt, moderat flygtighed og høj brandbarhed. Det er et syntetisk kemikalie, der forekommer i miljøet som følge af menneskelig aktivitet.
Der udarbejdes i øjeblikket en EU-dækkende, bindende grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering.
Farer, der kan opstå
Data om akut toksicitet hos mennesker er begrænset til et lille antal caserapporter, der primært beskriver lever- og neurologiske virkninger efter høj, men generelt ikke velkvantificeret, oral eller inhalativ eksponering. Den mest relevante sundhedsmæssige virkning af kronisk eksponering for 1,2,3-TCP er carcinogen virkning. Der foreligger ingen data fra mennesker. Hos forsøgsdyr inducerer 1,2,3-TCP tumorer på flere steder og med høj forekomst hos både mus og rotter. Da metabolismen af 1,2,3-TCP er kvalitativt ens i mikrosomer fra mennesker og gnavere, anses stoffet for sandsynligvis at være carcinogen for mennesker.
Hvad du kan gøre
På arbejdspladsen er den mest effektive måde at forebygge eksponering på ved at erstatte 1,2,3-TCP. Hvor det ikke er muligt at erstatte stoffet, og brugen af 1,2,3-TCP ikke kan undgås, skal der træffes foranstaltninger til at reducere eksponeringen.
Den mest effektive måde at undgå eksponering for 1,2,3-TCP på er at udvikle og anvende lukkede systemer. Hvor dette ikke er muligt, bør der iværksættes tekniske foranstaltninger, såsom effektiv lokal udsugning, suppleret med god generel ventilation på arbejdspladsen og regelmæssige kontroller af deres effektivitet, for at sikre, at eksponeringen minimeres så meget som teknisk muligt.
Gennemfør regelmæssige eksponeringsvurderinger for at kontrollere, om de iværksatte beskyttelsesforanstaltninger er effektive, eller om der skal træffes yderligere foranstaltninger. Arbejderne skal være opmærksomme på virkningerne af eksponering og bør regelmæssigt modtage undervisning i de nødvendige kontrolforanstaltninger for at arbejde sikkert med 1,2,3-TCP og dermed forhindre eksponering. Det anbefales at inddrage en arbejdsmediciner.
Sørg for, at arbejderne har passende udstyr til personlig beskyttelse, såsom beskyttelsestøj og handsker, hvis det er nødvendigt. Udstyr til personlig beskyttelse bør ikke anvendes som den eneste forebyggende foranstaltning. Så mange af de ovennævnte tekniske og organisatoriske foranstaltninger som muligt skal være iværksat på forhånd. Sørg for, at der anvendes det rigtige udstyr for personlig beskyttelse, såsom øjen- og ansigtsbeskyttelse, handsker, beskyttelsestøj og åndedrætsbeskyttelse. Desuden skal der ved valg af udstyr tages hensyn til de arbejderes anatomi, der skal bruge det, og i tilfælde af åndedrætsbeskyttelsesudstyr, der er baseret på tilpasning til ansigtet, anbefales det stærkt, at der foretages en tilpasningstest på hver enkelt person. Derudover bør alle arbejderne instrueres i at vaske hænderne grundigt, før de holder pause eller går ind i et andet område, samt at vaske sig og skifte tøj ved afslutningen af hvert skift.
Personlig beskyttelse bør kun anvendes som en sidste udvej og kun betragtes som en midlertidig løsning, efter at alle mulige tekniske løsninger er blevet udtømt.
Kilder: ECHA