Fakta om 1,4-Dioxan

Det anslås, at op til 30.000 arbejderne udsættes for 1,4-Dioxan i EU. Typiske arbejdspladser, hvor 1,4-Dioxan anvendes, findes i gummi- og kemikalieindustrien. Stoffet kan også forekomme som et biprodukt i kosmetikindustrien. Arbejdere udsættes hovedsageligt gennem forurening i luften og ved hudkontakt, selvom oral eksponering også er mulig. 1,4-Dioxan er klassificeret som carcinogen i kategori 1B i henhold til CLP-lovgivningen (Carc. 1B) og mistænkes for at bidrage til karcinomer i næsen samt tumorer i lever og nyrer. Desuden forårsager 1,4-Dioxan alvorlig øjenirritation og kan forårsage irritation af luftvejene; gentagen eksponering af huden kan forårsage tørhed eller revner.

Hvor risikoen opstår

Erhvervsmæssig eksponering sker under produktion, forarbejdning og brug af 1,4-Dioxan via indånding eller dermal eksponering. 1,4-Dioxan bruges ofte som opløsningsmiddel i laboratorier (f.eks. mobil fase i kromatografi) og på industrianlæg i polymeriseringsprocesser. Rengørings- og vedligeholdelsesaktiviteter er også vigtige at overveje i forhold til eksponering.

Mere om stoffet

1,4-Dioxan er en klar, farveløs væske, der let blandes med andre opløsningsmidler. På grund af dets inerti bruges det hovedsageligt som opløsningsmiddel i sig selv. Det er meget brandfarligt og kan danne eksplosive peroxider. 1,4-Dioxan er et menneskeskabt kemikalie, der ikke forekommer naturligt i miljøet. Det er et kendt biprodukt fra industrielle ethoxyleringsprocesser og kan derfor forekomme som forurening i kosmetik og produkter til personlig pleje, hvor koncentrationen er strengt reguleret. 1,4-Dioxan er også blevet fundet som rest i artikler af plast og gummi (f.eks. handsker, støvler, tøj, gummihåndtag, gearstang, rat).

1,4-Dioxan er stabil i vand og nedbrydes ikke. Forbindelser i luften kan hurtigt nedbryde 1,4-Dioxan til forskellige forbindelser. Der er forurening i miljøet (grundvandet) i forbindelse med bortskaffelse af kemiske opløsningsmidler, der indeholder 1,4-Dioxan, og fra bortskaffelse af selve 1,4-Dioxan.

Farer, der kan opstå

1,4-Dioxan absorberes hurtigt og næsten fuldstændigt efter indånding og oral eksponering. Optagelse via huden er også relevant. Efter indånding af 1,4-Dioxan kan der opstå øvre mavesmerter og opkastninger samt irritation af øjne og luftveje. Andre symptomer på 1,4-Dioxan-forgiftning omfatter lever- og nyreskader, kramper og koma. I denne sammenhæng skal der tages højde for en samtidig hudoptagelse af stoffet. Desuden kan gentagen dermal eksponering for 1,4-Dioxan føre til hudskader. Derudover blev der i dyreforsøg observeret effekter på lever og nyrer samt på centralnervesystemet som forskudt gang, narkose, lammelse og koma. Det skal bemærkes, at de vigtigste målorganer er åndedrætssystemet, leveren og nyrerne efter langtidseksponering.

Hvad du kan gøre

Erstatning bør overvejes i anvendelser, hvor det er muligt. Hvis der ikke findes alternativer, eller hvis 1,4-Dioxan kan forekomme som biprodukt, skal der regelmæssigt foretages korrekte eksponeringsmålinger, så man ved, hvornår og hvor der skal gribes ind. For at undgå skadelige sundhedsmæssige virkninger er det derfor af allerstørste betydning at reducere eksponeringen til under den sundhedsbaserede grænseværdi. I industrielle processer er eksempler på tekniske kontrolforanstaltninger lukkede systemer, generel udsugning og lokal udsugning. Selv når der arbejdes med lukkede systemer, kan der forekomme eksponering, f.eks. under prøveudtagningsopgaver. Målinger og kontrolforanstaltninger er relevante i disse tilfælde. Andre anbefalede arbejdsmetoder omfatter at give medarbejderne information om farer og uddannelse samt generelle standarder for arbejdshygiejne i områder, hvor der håndteres kemikalier. Arbejderne inden for vedligeholdelse og rengøring bør også uddannes. Undersøg, om arbejderne rapporterer om tidlige symptomer. Det anbefales at inddrage en arbejdsmediciner. Vær opmærksom på, at eksponeringsvurderingen for 1,4-Dioxan kan understøttes med biomonitorering, hvis dette er tilladt i henhold til national lovgivning. Arbejderne skal være opmærksomme på virkningerne af eksponering. Personlig beskyttelse bør kun anvendes som en sidste udvej, efter at de mulige tekniske løsninger er indført.

Kilder: BAuA, CLP, den tyske MAK-kommission, RAC