Der foreligger ikke skøn over det aktuelle antal arbejdere i EU, der udsættes for azofarvestoffer, som kan nedbrydes til aromatiske aminer. Der kan forekomme erhvervsmæssig eksponering for azofarvestoffer på steder, hvor disse produceres og anvendes til farvning eller som indikatorer. Hudeksponering er den vigtigste eksponeringsvej, da flydende formuleringer nu er normen. Eksponering via indånding kan stadig være relevant i enkelte tilfælde.
Azofarvestoffer mistænkes for at være kræftfremkaldende, da de kan nedbrydes til aromatiske aminer. Nogle aromatiske aminer er kendte carcinogener (kategori 1A ifølge CLP), f.eks. 4-aminobiphenyl, benzidin, 4-chlor-o-toluidin, 2-naphthylamin, eller formodes at være carcinogen for mennesker (kategori 1B ifølge CLP), f.eks. o-Toluidin, o-anisidin, 4-aminoazobenzol. Andre aromatiske aminer, der frigives fra azofarvestoffer, mistænkes for at være carcinogene for mennesker.
Nogle aromatiske aminer er forbundet med erhvervssygdomme, der forårsager slimhindeforandringer, kræft eller andre svulster i urinvejene.
Hvor risici opstår
Generelt anvendes azofarvestoffer i vid udstrækning i industrien til farvning af plast- og gummiprodukter, træ, papir, maling og polish, men også til farvning af forbrugerprodukter som tekstilfibre, kosmetik, lægemidler og endda fødevarer. En mindre anvendelse kan omfatte medicinsk eller biologisk forskning, f.eks. farvestoffer til mikroskopi.
Tidligere anvendelser til farvning af læder og tekstiler er blevet forbudt i Europa, og anvendelsen er faldet siden.
Azofarvestoffer, der frigiver o-Toluidin, såsom C.I. Solvent Red 24, 164 og 215, finder stadig anvendelse til mærkning af mineralolie eller i ikke-destruktive metoder som farvestoffer, der trænger ind i revner, f.eks. i metalindustrien. Erhverv med høj risiko for dermal eksponering omfatter industrielle farvere, kosmetologer og materialeinspektører.
Mere om stoffet
Der findes mere end 3000 forskellige azoforbindelser. De økonomisk vigtige azoforbindelser omfatter azofarvestoffer, som inddeles i azofarvestoffer, der er praktisk talt uopløselige i anvendelsesmediet, og opløselige azofarvestoffer.
I sidstnævnte tilfælde skelnes der mellem vandopløselige og organiske opløsningsmiddelopløselige azofarvestoffer, som spiller en vigtig rolle for den dermale eksponering. Opløselige azofarvestoffer på huden kan omdannes af bakteriel eller enzymatisk aktivitet til opløselige aromatiske aminer, som absorberes gennem huden.
Azofarvestoffer kan inddeles i forskellige farvetyper, f.eks. syrefarvestoffer, direkte farvestoffer eller reaktive farvestoffer, dispersionsfarvestoffer osv. I farveindekssystemet klassificeres azofarvestoffer ligesom andre farvestoffer efter deres kemiske opførsel og den måde, de bruges til farvning på, hvilket resulterer i farveindeksnavnet (C.I. generisk navn).
Det er værd at nævne, at aromatiske aminer også kan findes i tobaksrøg, dieseludstødning og som urenheder i stenkulstjære eller i tilsætningsstoffer til fremstilling af gummiartikler, som påvirker andre erhverv.
Farer, der kan opstå
Opløselige azofarvestoffer optages hovedsageligt via hudabsorption. Indånding kan også spille en rolle. Men afhængigt af om azofarvestoffer er vandopløselige eller fedtopløselige azofarvestoffer, optages de på forskellige måder og med forskellig hastighed.
Akutte toksiske virkninger hos mennesker er hidtil kun blevet beskrevet efter eksponering for opløselige azofarvestoffer, men ikke for uopløselige azopigmenter. Men efter absorption via lungerne og afhængigt af størrelsen af uopløselige pigmenter kan de udvikle partikeltypiske effekter, herunder ligheder med granuleret biopersistent støv, f.eks. startende med symptomer som hoste.
Det er blevet rapporteret, at eksponering på arbejdspladsen er mest relevant for kendte erhvervssygdomme som f.eks. ændringer i slimhinderne, kræft eller andre vækster i urinvejene. Desuden formodes kronisk eksponering også at være forbundet med allergiske hudeffekter.
Latensperioden mellem eksponering og kræft i urinvejene (blærekræft) forårsaget af aromatiske aminer varierer meget, fra 12 år til mere end 40 år. Relevante carcinogene aminer er o-Toluidin, xenylamin, 2-naphthylamin, benzidin og 4-chloro-o-Toluidin.
Hvad du kan gøre
Den mest effektive måde at forebygge eksponering på er substitution. Der findes sikrere, alternative farvestoffer på markedet, f.eks. alternative naturlige farvestoffer eller mineral-/pigmentfarvestoffer, især til tekstil- og fødevareindustrien. Hvis substitution af azofarvestoffer ikke er mulig, og brugen af azofarvestoffer ikke kan undgås, skal der træffes foranstaltninger til at reducere eksponeringen.
Den mest effektive måde at undgå eksponering for azofarvestoffer er at udvikle og bruge lukkede systemer. Hvor dette ikke er muligt, skal der implementeres tekniske foranstaltninger såsom effektiv lokal udsugning eller god ventilation af arbejdspladsen samt kontrol af deres effektivitet for at sikre, at eksponeringen minimeres så meget som teknisk muligt. Et standardkrav til tekstilindustrien er den bedste tilgængelige teknologi (BAT), som skal overholdes for at minimere miljø- og sundhedseffekter.
Gennemfør regelmæssige eksponeringsvurderinger for at kontrollere, om de iværksatte beskyttelsesforanstaltninger er effektive, eller om der skal træffes yderligere foranstaltninger. Arbejdstagerne skal være opmærksomme på virkningerne af eksponering og bør regelmæssigt modtage undervisning i de kontrolforanstaltninger, der er nødvendige for at arbejde sikkert med azofarvestoffer og dermed forhindre eksponering. De bør opfordres til at indberette tidlige symptomer såsom åndedrætsproblemer eller hudallergier. Det anbefales at inddrage en arbejdsmediciner. Derudover bør arbejdstagerne undervises i effektive hygiejneforanstaltninger.
Sørg for, at arbejderne har passende udstyr til personlig beskyttelse, såsom beskyttelsestøj og handsker, hvis det er nødvendigt, da den primære eksponeringsvej er huden. Personlig beskyttelse bør kun anvendes som en sidste udvej og kun betragtes som en midlertidig løsning, efter at de mulige tekniske løsninger er udtømt. Det er vigtigt, at personlig beskyttelse, hvis det er genanvendeligt, rengøres efter brug og opbevares på et rent sted.
Referencer: BAuA, ECHA, DGUV, EU-Kommissionen
