Fakta om Chloropren (2-chlor-1,3-Butadien)

Der foreligger ingen skøn over det aktuelle antal arbejder, der udsættes for chloropren (2-chloro-1,3-Butadien) i EU. Erhvervsmæssig eksponering for chloropren sker typisk gennem indånding og hudkontakt. Chloropren er i henhold til CLP-forordningen harmoniseret klassificeret som carcinogen i kategori 1B. Der foreligger ingen entydige beviser for, om chloropren forårsager kræft hos mennesker. Dyreforsøg viser, at langvarig eksponering for dette stof kan forårsage kræft i leveren og andre organer (f.eks. i mundhulen).

Hvor risici opstår

Chloropren anvendes primært i den kemiske industri til fremstilling af polychloropren og andre plastmaterialer samt syntetisk gummi og lim (f.eks. operatører inden for limproduktion og blanding/dosering, formuleringsteknikere eller Vedligeholdelsesarbejdere). Det anvendes også til fremstilling af 2,3-dichlor-1,3-Butadien, en mellemprodukt i produktionen af visse copolymerer.
Arbejdere kan blive udsat for betydelig eksponering i de afsluttende faser af chloroprensyntesen, under polymeriseringsprocesser og under arbejdsopgaver, der involverer fjernelse af monomerer, i erhverv som operatører af kemiske anlæg, anlægsmekanikere, rørlæggere og instrumentteknikere.

Eksponering kan også forekomme ved fremstilling af visse basale farmaceutiske produkter, herunder medicinsk udstyr og medicinsk beskyttelsesudstyr, samt inden for møbelindustrien (f.eks. ved samlearbejde, påføring af lim eller under laminering af træ), og ligeledes i forbindelse med teknisk afprøvning og analyse (analytiske kemikere, laboratorieteknikere).

Mere om stoffet

Chloropren er en flygtig, farveløs væske. Stoffet er meget reaktivt, brandfarligt og kendetegnes ved en skarp lugt. De mest almindelige slutbrugerprodukter er polychloropren-latexprodukter, såsom klæbemidler og kontaktlim, elastikker og gnidede tråde samt beskyttelseshandsker.
Der er i øjeblikket ved at blive udarbejdet en EU-dækkende, bindende grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering.

Sundhedsrisici, der kan opstå

Den største risiko for erhvervsmæssig eksponering for chloropren skyldes indånding af dampe i arbejdsområdet samt hudkontakt. Kortvarig eksponering for chloropren kan forårsage svimmelhed og opkastning ved meget høje eksponeringsniveauer. Langvarig eksponering for chloropren kan forårsage leverkræft og kræft i andre organer.

Hvad du kan gøre

Den bedste måde at mindske risikoen for eksponering på er at erstatte chloropren med sikrere stoffer eller ændre processen. Hvis dette ikke er muligt, skal man træffe foranstaltninger for at mindske eksponeringen.

Den mest effektive metode er at anvende automatiserede systemer eller lukkede systemer, så arbejderne ikke kommer i direkte kontakt med stoffet.
Der bør anvendes andre tekniske sikkerhedsforanstaltninger for at reducere eksponeringen for chloropren så meget som muligt. For eksempel: sikrere overførselssystemer, bedre tætninger og ventiler samt forbedrede rengøringsmetoder, der mindsker behovet for, at arbejderne skal gå ind i udstyret. Bedre proceskontrol og prøveudtagningsmetoder kan også mindske lækager og eksponeringen for chloropren.

God hygiejne på arbejdspladsen er vigtig, herunder regelmæssig rengøring og sikker opbevaring. Eksponeringen på arbejdspladsen bør kontrolleres regelmæssigt for at sikre, at sikkerhedsforanstaltningerne virker.

Det er også vigtigt at begrænse den tid, som arbejderne tilbringer i udsatte områder, og at kontrollere adgangen til disse steder, da chloropren forårsager lokal irritation (og beskadiger næseepitelet). Arbejderne bør modtage undervisning i risiciene og i, hvordan man arbejder sikkert. Der skal sikres god personlig hygiejne, herunder vaskefaciliteter og tilstrækkelig tid til at vaske sig.

Der bør foretages helbredsundersøgelser af arbejderne, der kan være udsat for eksponering, og de bør indberette eventuelle tidlige helbredssymptomer, såsom irritation af hud, øjne og næse, svimmelhed og hårtab.

Arbejdere bør benytte beskyttelsesudstyr, især handsker og beskyttelsestøj. Personlig beskyttelse bør dog kun anvendes som en sidste udvej, når alle andre mulige tekniske og organisatoriske løsninger er udtømt.

Kilder: ECHA, RAC